Nyhedsbrev fra Fyns Hoved Grundejerforening, april 2010

Så er foråret igang og sommerhussæsonen er for alvor ved at komme igang igen.
Det kræver en opdatering af hjemmesiden og udsendelse af et nyhedsbrev!
Hjertestarter
Grundejerforeningen har i samarbejde med Odense Sejlklub og Fyns Hoved Camping investeret i en hjertestarter. Hjertestarteren er placeret ved receptionen på Campingpladsen, men den endelige placering er endnu ikke på plads. Den kan ikke kan tåle frost. Der skal derfor findes en frostfri udendørs løsning, så alle i området kan få fat i den døgnet rundt.
I øjeblikket sidder den indenfor på kontoret på campingpladsen. Når den endelige placering er på plads, vil der komme en ny besked.
I forlængelse af vores årlige generalforsamling 2. pinsedag, vil der blive en demonstration af hjertestarteren.
Bioaffaldsstativer
De ubenyttede bioaffaldsstativer vil Kerteminde Forsyning ikke fjerne, og vi har ikke mulighed for at gøre mere i denne sag.
Det er den enkeltes eget ansvar at få kørt stativet til genbrugspladsen i Kerteminde. For de tomme stativer pynter bestemt ikke!
Træfældning
Træfældningeprojektet med HedeDanmarker blevet gennemført i januar måned, mens sneen lå højt og der var frost i jorden. Der blev fældet 125 træer, og det har givet en del luft i området, men der kunne sagtens saneres yderligere i de gamle høje træer. Men det kan måske blive ved en senere lejlighed.
Hastighedsregulering på Fynshovedvej
Vi har haft en dialog med Kerteminde kommune angående hastigheden på Fynshovedvej mellem Nordskov og Korshavn, men også i selve Korshavn.
Der bliver kørt alt for stærkt.
Der er en del gående trafik, som ofte føler sig meget generet af hurtigkørende biler.
Vi har derfor sendt Kerteminde Kommune et brev med anmodning om hastighedsregulering. Det har resulteret i en 60 km. grænse mellem Nordskov og Korshavn. Skiltene er sat op.
Kommunen overvejer herefter om der skal sættes en hastighedsviser op i Korshavn, for det har en vis præventiv effekt.
Vi får se hvad kommunen gør her!
Den offentlige toiletbygning
Grundejerforeningen har i samarbejde med Campingpladsen og Sejlklubben haft en del korrespondance og møder angående toiletbygningen ved det tidligere Jægerhotel.
Resultatet er blevet, at der er skåret bevoksning ned omkring bygningen, der er malet og ryddet op. Det ser fint ud.
Nu mangler der kun en skiltehenvisning med "Toilet", og den har kommunen lovet at opsætte.
Henvendelsen om bygningen bestod også i, at der blev åbent året rundt, da der er mange besøgende på Fyns Hoved hele året.
Byrådet vil ikke bevilge de midler en helårsåbning kræver, så bygningen vil fortsat være låst i hele efteråret, vinteren og ind i foråret.
Så må man desværre forrette sin nødtørft i det fri i dette tidsrum, med de gener brugt papir og andre efterladenskaber giver i naturen!
Vandspild
I Fyns Hoved Forsyningsselskab kæmper vi stadig med et relativt stort vandspild. De nylonsamlinger, der blev lavet for en del år siden, revner, med det resultat at vandet fosser ud i undergrunden.
Vi har derfor fået etableret flere målerbrønde samt er igang med at etablere en elektronisk forbrugsovervågning, så vi hurtigt kan reagere, hvis der er urealistisk stort vandforbrug. Det koster desværre en del penge at etablere, samt en forøget vandregning, når samlingerne springer. Vi har mistet henved 1000m3 i vinter!
Den enkelte forbruger opfordres også endnu engang til at holde øje med sit eget vandforbrug, og så er det et godt råd at lukke for hovedhanen, når huset står ubeboet hen!
Generalforsamling
Traditionen tro holder vi vores årlige generalforsamling 2. pinsedag i Martofte Forsamlingshus. Indkaldelse hertil følger, men som nævnt, vil der blive en demonstration af Hjertestarteren efter generalforsamlingen.
Vi ses d. 24.5. 2010 kl. 10.00!
Bestyrelsen Fyns Hoved Grundejerforening.
www.fynshovedgrund.dk
/Svend Erik Grue Nielsen
